Bevægende møder – En psykoterapeuts erindringer af Irvin D. Yalom, 2017. 357 sider. Forlag: Hans Reitzels Forlag. Anmeldereksemplaret er modtaget af forlaget – tak!
Bedømmelse: 
Irvin D. Yalom er med tiden blevet kendt i mange kredse. Selv kender jeg ham på baggrund af hans virke som psykoterapeut, og har med stor fornøjelse læst hans bog Terapiens Essens. Det var den første bog jeg købte i forbindelse med, at jeg åbnede min egen private praksis som psykolog. Hvis man har interesse i psykoterapi og psykolog kan jeg kun anbefale Yalom, uanset hvilken metode eller retning man tilskriver sig. Yalom er kendt som eksistentiel psykoterapeut, men selv siger han faktisk, at; “Psykoterapi bør ikke være teoristyret, men relationsorienteret.” (Terapiens essens). En udtalelse, som meget forskning støtter op om.
Som psykoterapeut bliver det ens livsværk at udforske andres liv, men i Bevægende Møder – En psykoterapeuts erindringer, kigger Yalom indad i sig selv. Vi kommer på en rejse med ham, som starter med fortællingen om, at han er efterkommer af jødisk russiske immigranter. Yalom og hans familie prøver lykken af i et fattigt kvarter i Washington, DC, men Yalom vil mere. Det lykkes ham at starte på medicinstudiet ved Standford Medical School i 60’erne mod alle odds. Og vi følger ham også, når han undervejs stifter en stor og kærlig familie, og hvordan hans internationale berømmelse som psykoterapeut og forfatter blomstrer.
Fagligt er det særligt spændende at få et indblik i datidens syn på og håndtering af psykisk lidende, psykoterapi og gruppeterapi, gennem Yaloms øjne. Vi får også et indblik i, hvordan Yalom formår at lade sin interesse i skønlitteratur og psykologi samt filosofi sammensmelte i hans skønlitterære værker. Undervejs blev jeg inspireret til at læse endnu mere om Yaloms arbejde med grupper, da alene det der står i Bevægende møder var med til at bekræfte Litterære Terapisaloners eksistensberettigelse og give mig inspiration.
“Forfattere som Dostojevskij, Tolstoj, Beckett, Kundera, Hesse (….). Jeg følte, at de fortalte min egen historie, ja, ikke blot min historie, men historien om hver eneste patient, der nogensinde havde opsøgt mig. Det gik mere og mere op for mig, at mange af de problemer, mine patienter kæmpede med – aldring, død, store eksistentielle valg, f.eks. hvilket erhverv man skulle vælge, eller hvem man skulle gifte sig med – ofte blev håndtere langt mere overbevisende af romanforfattere og filosoffer end af medlemmer af mit eget fag.”
På et menneskeligt plan er det en gave at læse Bevægende møder. Selvom ovenstående på mange måder kan lyde som en hvilken som helst biografi – vi får fortalt, hvordan en persons liv og oplevelser har været – så er der alligevel noget særligt over Yaloms bog. Yalom beskriver levende sit liv og de tanker og følelser der har fulgt med. De bedste ord jeg kan sætte på det er, at han er genial til at mærke efter, udtrykke sig og være ærlig, og bogen minder derfor meget om en gennemført dagbog. Udover de mange typiske livsfaktorer, som opvækst, uddannelsesbaggrund, sociale status etc., så maler Yalom smukke billeder af hans langvarige kærlighed til sin kone Marilyn, hans mange betydningsfulde bekendtskaber, hvoraf man som fagperson vil genkende flere, og specielle private øjeblikke, som da Yalom og hans kone prøver ecstasy med Rollo May og hans kone. Yalom fremstår som en stor tænker og samtidig enormt ydmyg – en balance som kan være svær at finde ellers. Man kan ikke være i tvivl om, at de mennesker der har fået lov til at opleve Yalom, om det er som familiemedlem, kollega eller klient, må have fået en stor oplevelse for livet. Yalom gør indtryk.
Èn af de ting, som særligt overraskede mig var, hvor mange ligheder jeg personligt har med Irvin Yalom. Noget som folk der kender mig, vil kunne se alene ved at læse denne boganmeldelse. (Før nogen spørger – Jeg kan desværre ikke prale med at have taget ecstasy Rollo May). Det var i sig selv en speciel oplevelse. Noget andet jeg studsede over undervejs, er hvor ofte Yalom kommer ind på døden. Både andres og sin egen. Både fagligt og personligt. Det er et tema Yalom har beskæftiget sig med gennem mange år, bl.a. via sit arbejde med kræftsyge patienter, men det er også tydeligt at Yalom er klar over sin egen dødelighed, og at han i en alder af 87 år rykker sig den nærmere og nærmere.
“Selvom jeg tænker på døden som en “torden i det fjerne”, er jeg også af den mening, at en ægte konfrontation med dødeligheden, kan omforme vores måde at leve på: Den hjælper os med at trivialisere det trivielle og opmuntrer os til at leve uden at bebyrde os selv med fortrydelser.”
Det har rørt mig at læse Yaloms historie. Jeg kan anbefale den til alle, særligt folk der har interesse i psykoterapi, psykolog og mennesket generelt. Jeg vil give det sidste ord til Irvin Yalom:
“Ja, jeg indrømmer det: Det piner mig at være nået frem til slutningen. Jeg har altid båret rundt på en serie projekter til bøger, der blot ventede på at blive skrevet. Sådan er det ikke længere. Når jeg er færdig med denne bog, er jeg sikker på, at der ikke venter flere bøger på mig. Mine venner og kolleger stønner, hver gang de hører mig sige det. De har hørt det så mange gange før. Men jeg er bange for, at jeg taler sandt denne gang.”
