BOGANMELDELSE: Alle himlens fugle (2020) af Rakel Haslund-Gjerrild

Alle himlens fugle (2020) af Rakel Haslund-Gjerrild. 191 sider. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Anmeldereksemplaret er modtaget af forlaget – tak!

Bedømmelse:

Alle himlens fugle er Rakel Haslund-Gjerrilds anden skønlitterære bog, men hun var ikke en forfatter jeg havde kendskab til før at jeg læste en kort beskrivelse af Alle himlens fugle som en poetisk dystopi om det sidste menneske i verden. Skrækkeligt og virkelig spændende på samme tid tænkte jeg og gik straks i gang med at læse med en nysgerrighed så stor, så snart jeg havde fået bogen ind ad døren.
Og poetisk er den i dén grad, sproget er legende og let og langt fra dystopisk.

Det er en følelse; at der er noget hun skal, noget der er vigtigt, og derfor er hun vågnet, men her på kanten af søvnen er det stadig bare en uklar følelse, eller en tanke som endnu ikke er moden, som et skud på et æbletræ, man kan se anlægget til et æble, en lille, grøn kugle hvor saft samles gennem sommeren, det løber fra roden gennem barken og ned i æblet indtil den læderagtige skal er blevet så rød og sprød at den knækkes med et let bid”

Alt i sproget er genkendeligt og så alligevel så langt fra vores verden, da romanen handler om en ny verden, en verden af i morgen på den anden side af vores klimakrise – hvis det hele ender så galt, som nogen forudser og frygter. Alle himlens fugle er et spændende bud på en roman i kategorien klimalitteratur. Romanen omhandler en ny tid efter den store brand, som har hærget og ødelagt byer rundt omkring, hvor hovedpersonen går. Der ligger skrald og skelletter overalt og de eneste hun møder på sin vej er netop alle himlens fugle. En bestemt fugl synes at komme tilbage til hende og hun knytter et bånd til den og ender med at gå hen, hvorhen den flyver.
Hele romanen fortælles fra en synsvinkel; det sidste menneske tilbage i verden. En ung kvinde, som forlader det, hun kalder hjem og vandrer rundt alene og filosoferer over og er nærmest noget lignende en lang indre monolog, dog fortalt i 3. person.
Det nævnes aldrig direkte i teksten, at hun er alene og det sidste menneske i verden, men siges så fint og egentlig ligetil imellem linjerne, når hun mærker hvordan hun glemmer ord fra før og at det gør ondt i halsen at tale, fordi det er så lang tid siden hun har brugt sin stemme og har skullet bruge ord til at udtrykke sig.

I solen bliver alle tanker til varme, og hun er intet andet end en varm sten, et nylagt æg. Her er der ingen ord. Der er intet hun har mistet, intet hun ikke ved. Det er så dejligt at være som vinden, der blæser her og der og lader ordene hvirvle rundt.

Noget af det første, der slog mig ved Alle himlens fugle er dens utrolig æstetiske udtryk. Bogens omslag er flot og fangende på en, faktisk lidt dyster måde. Bogens anderledes opsætning og inddeling underbygger dens poetiske udtryk. Teksten gør også meget brug af lyriske træk og billedsprog, hvor der sammenlignes med noget fra naturen og asfalt sammenlignes med mennesket, som er med til at styrke det klima-dystopiske i teksten.

Der var asfalt overalt på øen. Oppe på toppen af bakken kunne man se de lange striber løbe over hele øen, mørke årer som dem i hendes arm og på hendes lår.”

Det er så fin en pointe med romanen; at ord skaber mere, mere end hvad der er. Men da hun er alene tilbage og kun fuglene følger hende, har hun ikke brug for at skabe mere. Men som hun lærer den fugl at kende, som hun møder hver dag, genkender hun sig selv i dens blik. Hun møder den verden, som der er tilbage og oplever hvordan hun bliver nysgerrig på den og her har hun brug for ordene. Men at vi også har brug for naturen. Romanens dystopi er den verden af skrald og i særdelshed med plastik flydende overalt, som vi er ved at skabe. Romanen er et opråb om at værne mere om naturen og livet, vi skal leve i verden i fællesskab med naturen og ikke på bekostning af den og det er det litteraturen kan – råbe op i krisetider.

Desværre er det kun romanens ord og sprog, som rigtig fanger mig. Der synes ikke at være en egentlig handling igennem romanen og det er synd og gør at den kører lidt i samme rille nogle gange. Slutningen bæres udelukkende frem af sproget, den ligger sig latent imellem linjerne. Tiden forsvinder og meget er overladt til læseren på de sidste sider, hvilket kan være en måde netop at sætte problemerne klimaforandringer og klimaproblemer under debat på og råbe op.

Temaet i romanen er natur og klimaforandringer overfor menneskeheden, som netop har skabt selvsamme klimaforandringer og nu skal leve med dem; beton, asfalt og plastik alle vegne og i sidste ende helt alene uden andre mennesker og uden sprog til at forme verden. Den underliggende tone i romanen er at vi skal blive bedre til at leve i synergi med naturen og måske komme så tæt på som muligt at blive et med naturen. Med den åbne, og egentlig meget minimalistiske, slutning er det måske det som endelig sker for hovedpersonen, det sidste menneske i verden bliver et med naturen. Alt i alt et smukt minimalistisk sprogligt værk, hvor netop sproget gør indtryk, men bogen desværre ikke efterlader det store litterære eftermæle hos mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.